Åh nej! Snart færdig!

Biblotekerne er åbne, jeg har ikke mere SU tilbage, jeg er relativt rask.
Jeg har faktisk ikke flere undskyldninger for ikke at skrive mit speciale færdigt! I kan læse her hvad jeg læser til.

Men hver gang jeg åbner mit speciale og skriver, løber tankerne af med mig. For åh nej, jo længere jeg kommer i specialet, des mere bliver det en realitet at jeg skal til jobsamtale og ud på arbejdsmarkedet.
Og hvordan gør man lige det, når man lider af voldsom angst i mit tilfæde panikangst og agorafobi?
Fastlåste situationer skræmmer livet af mig og kræver rigtig meget overskud.

Lige nu

Lige nu har corona virus gjort at min agorafobi fuldstændig har overtaget mine tanker, for jeg har ikke haft mulighed for at øve mig og vedligeholde de ting som er svære i hverdagen. Det betyder at jeg finder flere og flere ting som skræmmer livet af mig.

Min primære tanke er – tænk nu hvis jeg falder om!!
og herunder listes de situationer som lige pt. fylder alt!

• at handle, primært i Føtex
• at skulle gå ud og spise
• at gå op på tredje sal i fitnesscenteret eller biblioteket
• at skulle til møde i min datters nye SFO
• hendes første skole dag
• biografen, selv drive in hvor andre ikke kan se mig.
• at skulle flyve
• at skulle til eksamen
• at nogle banker på min dør
• jobsamtaler – møder generelt
• en job situation, hvor min arbejdsgiver forventer jeg bliver
• Ja…. bare alt som er den mindste smule fastlåst. Hvor der er langt til jeg kan komme ud eller det ville se mærkeligt ud at jeg gik. Bare folk nævner et fly i en bog, så bliver jeg helt panisk og nedtrykt over om det nogensinde bliver en realitet for mig at rejse igen.

Alle tankerne gør det svært at skrive på specialet, fordi hvert ord betyder at jeg snart mister min eksistensgrundlag som studerende og der nu er andre forventninger til at jeg bliver rask og varetager et job for en arbejdsgiver der forventer noget af mig.

Folk siger “lad være at tage sorgerne på forskud” og “måske bliver du rask”
Men lad os nu bare indse det ikke? Det har været op og ned med angsten i 3 år og næsten 3 måneder, jeg bliver aldrig rask – rask af angstens tyranni.
Psykisk er jeg gladere end i mange år og har meget mere mod til at kæmpe i mod min angst, men den vil altid være en ond skygge der vil følge mig i alt.

Men jeg er ikke den eneste der kæmper med frygten for at være færdig med at studere, for hvem griber os hvis vi falder igennem systemet som psykisk syge.
Fortæl mig endelig solstråle historier eller gode råd i kommentarfeltet.