Sygemelding

 

Jeg skrev i dette indlæg, at jeg ikke har været i skole siden april 2018, dette både fordi jeg ikke har kunne køre i tog alene, men også fordi jeg har været sygemeldt.

Sidste forår havde jeg i en længere periode haft det bedre, det gik fremad og det skulle fejres, jeg skulle nu sætte punktum ved angsten og vise at jeg nu havde kontrollen over angsten, fremfor at angsten havde kontrollen over mig. Jeg ville til udlandet og lave en undersøgelse i forbindelse med mit studie på 8. semester, omkring frivilliges arbejde med børn. Både de positive og negative konsekvenser det har for de involverede børn.
Til dette faldt valget på Ghana, min datter og jeg skulle ned og arbejde som frivillige på en skole for de lokale børn. Jeg valgte Ghana, da landet har en historie i forhold til min datter og blandt andet har lagt navn til hendes mellemnavn – Ama. Mere om det en anden gang.

 

 

Dette var desværre et alt for stort skridt for mig og jeg sidder fanget i Ghana med min datter, skolen vi skulle have været på holder åbenbart ferie og vi ender derfor med at holde næsten fire ugers ferie i Ghana, hvor vi forsøger at få det bedste ud af situationen. Vi ender med nogle hyggelige stunder, hvor min datter får øvet sine kreative evner, både når der skal kommunikeres med de andre børn uden et fællessprog, men også når hun pludselig befinder sig i et land hvor legetøj er på et minimum. Vi får badet, taget på stranden og meget mere, for man har superkræfter når man er mor, uanset hvor dårligt man har det.

Men jeg sover nærmest ikke i de uger vi er dernede og da vi lander tilbage i Danmark i midt maj 2018, står jeg uden materiale til den opgave jeg skulle skrive til min studie – jeg kaster håndklædet i ringen og sygemelder mig, for jeg er så tynget af angst og tanker over jeg ikke ved hvordan jeg skal komme videre med en anden opgave.

Henover sommeren bruger jeg alt tiden, hvor min datter ikke er hos mig i sengen, for jeg kan ikke overskue andet, jeg er bange for alt og den varme sommer gør at jeg konstant er bange for at falde om af hedeslag og dehydrering. Med den ro det giver mig ikke at skulle noget, begynder jeg i slutningen af august at føle at jeg begynder at kunne gå lidt rundt udenfor alene igen. 15. august 2018, bevæger jeg mig omkring 10 minutter væk fra mit hjem – jeg går min første tur rundt om kronborg. Jeg græder hele vejen rundt, for det er det længste jeg har bevæget mig væk fra mit hjem alene i to måneder. Jeg har følt mig fuldstændig isoleret indtil da.

 

 

I september synes jeg at jeg har det bedre og jeg starter op på 9. semester. Jeg får anskaffet mig et drømme praksisophold, med fokus på børns læring og hvordan vi skaber de bedste rammer for børn i daginstitutioner og skoler.

Da jeg går i gang igen, eskalere situationen fuldstændig, det kan i læse mere om i morgen.