Hvor fanden er systemet?

 

Med mindre end 100 dage til der igen er valg i Danmark – synes jeg det er vigtigt at sætte fokus på hjælp til børn af psykisk syge forældre. For der er intet!
Hvor er systemet henne, når det gælder vores børn? 

Vi stod i en periode hvor vi lige var flyttet i ny lejlighed, som der så samtidig kom rotter i, over flere omgange. Vores nye hjem og køkken blev revet fra hinanden, mens de skulle lokalisere hvor rotterne kom fra.  

 

 

Samtidig med jeg lige var blevet sygemeldt og var rigtig syg af min angst. Ikke kunne være alene og ikke bevæge mig udenfor en dør alene, udover til børnehaven og hjem igen. Tilbragte de fleste timer med at ligge ned og være virkelig dårlig eller bare stirre ud i luften. Jeg var nogle dage som en zombie. 

Efter denne periode kom min datters reaktion som et lyn fra en klar himmel, efter kaosset havde stået på i ca. tre måneder. 

Hun skreg, hun græd, råbte de værste ord af mig, kastede stole efter mig og andre ting efter mig, slog, bed, sparkede. Hun havde en masse frustration og følelser hun skulle af med. En helt naturlig reaktion på hele den kaotiske situation hun oplevede, med en mor der heller ikke kunne overskue hverdagen.

Jeg kunne ikke gøre andet end at vente på hun faldt ned, sidde tålmodigt og tilbyde hende min støtte og fortælle hende at jeg var lige her ved siden af hende når hun var klar til et kram. 

Den ene gang måtte jeg sågar holde hende fast med arme og ben, fordi jeg var bekymret for både hende og jeg, bekymret for alle at vi skulle komme til skade på nogle af alle de ting hun kastede gennem lokalet, mens hun skreg af mig. Der måtte jeg sætte hende på mit skød og holde hende fast, mens jeg græd ned i hendes hår. Til sidst havde hun brugt alle sine kræfter og hun faldt til ro i mine arme og jeg kunne slippe hende. 

Hun var så udadreagerende og jeg var ærligtalt magtesløs, ked og følte mig uduelig som mor. Hele min pædagogiske faglighed kom til tælling, for hvad gjorde jeg når det pludselig var min datter der var i krise. 

Hun reagerede ingen andre steder, end når hun var sammen med mig. 

 

 

Jeg opsøgte hjælp, kunne jeg få noget sparring til hvordan jeg håndterede hendes reaktion? Kunne jeg få en psykolog til at snakke med hende? Kunne jeg få andet hjælp? 

NEJ! 

Systemet som det er i dag, støtter ikke pårørende små børn, når deres forældre har angst. Jeg var ærlig talt i chok. Her råbte jeg selv på hjælpen til at håndtere og hjælpe mit barn og der var ingen hjælp at få.

Jeg kan simpelthen ikke forstå at der ikke gives hjælp til pårørende børn. For uanset hvordan man vender og drejer det, så ser og observerer vores (psykisksyges) børn nogle ting som de ikke burde og som de slet ikke burde tage sig af. Men børn er geniale til at mærke stemninger og se når se når der er noget galt med mor eller far, uanset hvor meget man forsøger at skjule det.

Hvor er hjælpen til børnene henne eller i det mindste bare sparringen til forældre om hvordan de håndtere det at være psykisk syg i forhold til deres børn og deres reaktion?