Vi har i dag besøgt min far, min far er som sagt alkoholiker - det kan læses her og her.
Han havd
Se næste indlæg >
Pro medicin eller?
Jeg var 14 år, helt ny med en angst diagnose, kommet i behandling for allerførste gang i mit liv. Men alligevel fik jeg kastet angstmedicin i nakken, uden at forsøge at gøre mig rask på anden vis først? Det er skræmmende!
En 14-årig pige, et barn, skal ikke medicineres som det første, hun skal have hjælp og behandling og hjælper det ikke, ja så skal hun have medicin – så hun kan leve igen.
Heldigvis holdte jeg allerede den gang på at jeg ikke skulle have medicin og otte måneder senere, blev jeg for første gang udskrevet af systemet, som næsten angstfri.
Ni år senere stod jeg der igen. Jeg kom tilbage på psykiatrisk afdeling, og deres første svar er igen medicin – ingen behandling! Men medicin! Medicin er løsningen siger de til mig. Jeg er ærligt talt dybt chokeret og vælger at takke nej igen.
Er medicin virkelig vejen frem? Den første løsning?!
Jeg er på ingen måde pro medicin, tværtimod, mener jeg at andre løsninger skal forsøges først. For jeg ved med gen krop at angst kan helbredes uden medicin. Medicinen har en masse grimme bivirkninger, men også en masse positive virkninger.
Jeg kæmpede i denne omgang knap to år, før jeg måtte opgive kampen og her tog jeg et aktivt valg om at tage medicin, uden pres, men fordi nu var jeg klar til at tage medicin og ikke fordi en læge fortalte mig det.
Det var den rigtige løsning for mig på daværende tidspunkt, men også rigtig svært at opgive troen på jeg kunne selv. Men jeg forsøgte alt jeg kunne på at leve med angsten uden medicinen og til sidst var jeg klar til at afprøve det jeg synes var sidste løsning.
Og jeg er lykkelig for min beslutning – det reddede mig – læs her.
Det der chokere mig mest er at selvom man ingen gang selv taler ind i medicin, så er det systemets første løsning. Jeg kunne forstå det hvis det var ens eget initiativ, men selv her vil jeg opfordre til at forsøge en anden løsning først.
Jeg tog kampen og mislykkedes, medicinen var min redning fra ensomheden, fra selvmordstanker og isolationen. Men jeg har en kæmpe ønske om at blive medicin fri, jeg bliver aldrig pro medicin, men anerkender samtidig at jeg hellere vil tage medicin resten af mit liv, end at holde op med at leve igen.
Men jeg kæmper for at kunne leve med min angst uden medicinen. Systemet burde arbejde for samme løsning.
Hej Frkhoff.
Jeg har taget psykofarmika siden fjortenårs alderen som du, måske tidligere. Jeg kan ikke huske det. Jeg har i det store hele måttet tage medicin siden, med korte forsøg på at være uden. Jeg har også gået i terapi gennem det psykiatriske system utallige gange. Idag er jeg 50 år. Jeg skal lige sige at jeg udover at lide af angst også er maniodepressiv. To lidelser der påvirker hinanden negativt.
Min erfaring er at meget medicin kan give uheldige bivirkninger. Tidligere mere end idag. Der er sket en stor udvikling. tidligere var de fysiske symptomer fler og stærkere og ikke mindst mere synlige for omverdenen og dermed virkede stigmatiserende. Men det er også min erfaring at terapi kan have uheldige bivirkninger. Hvis sygdommen er i akut udbrud er det svært at være modtagelig og have overskud til at skabe de forandringer der skal gøres udenfor sessionen med terapeuten. Det kan være en dårlig terapeut eller en dårlig terapiform for dig. Når terapien virker positivt er det tilgængæld noget der kan gøre den store forskel gennem hele livet.
Der er fortalere både anti- og pro medicin og beskyldningerne om uansvarlighed flyver gennem medierne i den bedste sendetid. Efter min mening og erfaring er debatten alt for unyanceret. Det ene udelukker ikke det andet. Det mest uansvarlige er at gøre debatten unyanceret fordi det skal være underholdning i den bedste sendetid. Tværtimod kan der opstå en positiv synergi og og påsigt ophæve behovet for begge dele.
Desværre kan jeg ikke undgå mene at medicin bruges af psykiatrien i et større omfang end nødvensigt af økonomiske årsager.
Men jeg mener også at de konspirationsterorier der fremsættes uden beviser med medicinalindustrien og myndighederne er forfejlet. Vi har en medicinallovgivning som giver en høj grad af patient sikkerhed.
Venlig hilsen
Sigurd