Hjemmegående længere end normen

Hele den debat der på det seneste har kørt omkring minimumsnormeringer, har inspireret mig til at skrive dette indlæg. I går var jeg med min datter nede og demonstrere både fordi jeg vil støtte mine veninder som arbejder som pædagog, men også fordi jeg synes vores børn fortjener alt det bedste. #hvorerderenvoksen

 

Da jeg skulle til at starte i praktik og min datter var knap et år, skreg alt i mig at jeg kunne simpelthen ikke aflevere hende i en institution. Jeg var så bange for at svigte hende, at hun skulle føle jeg ikke var der og jeg bare gik fra hende. Jeg valgte derfor at udsætte det seks måneder og så skulle hun starte i dagpleje, for det virkede mere roligt og trygt for mig. Men dette gik heller ikke, hun var ulykke og alt i mig skreg det var forkert. Derfor valgte hendes far og jeg at trække den yderligere.

Institution

Vi fandt en lille privat institution, hvor hun startede da hun var knapt to. Her kunne vi få vores ønsker for vuggestuen opfyldt. Vi fik lov til at komme to gange om ugen i over en måned, for at lege og bare være der, så hun kendte stedet godt. Derefter startede hun stille og roligt op, med en fridag hver fredag.

 

Heldigvis har jeg været studerende i alt hendes leve tid og hendes far arbejdet døgnarbejde, som altid har givet hende korte dage og en masse fridage. Jeg har virkelig sat pris på denne frihed. Hvilket også har betydet at jeg kun en enkelt gang har afleveret et grædende barn, fordi jeg SKULLE til eksamen og derfor havde travlt. Men vi har gået meget op i at tage alt i hendes tempo.

Men nu drømmer jeg om at skulle have flere børn en dag, når det passer ind. Jeg finder det derfor virkelig vigtigt at støtte op om vi vil have bedre kvalitet i daginstitutionen, selvom jeg stadig ønsker at gå længere hjemme med mine børn.
Min nuværende uddannelse, retter sig også mod at sidde og arbejde med dette felt – min drøm er at arbejde med “hvordan får vores børn de bedste vilkår i livet”.

Lad os endelig få et godt valg, for vores børn!