Farvel Max.

Min lille Max

Jeg har forsøgt at skrive dette indlæg i mange dage, men hver gang bryder jeg sammen. Der bliver virkelig grædt mange tårer i det lille hjem de her dage.

Vi valgte at få en hund fordi han skulle være min støtte i hverdagen, og det må man sige vores lille Max levede op til. Når alt blev svært brugte jeg Max til at gå en tur og derved tømme mit hovede, jeg tog ham op og han kunne derved give mig tryghed og lidt omsorg.

Jeg bruger rigtig mange timer alene, specielt før jeg startede i skole igen. Og der har Max ageret min ven og støtte i hverdagen, han har været med til at gøre mig så rask som jeg er nu og gjort at jeg kom ud flere gange hver eneste dag. Samtidig har han været min løbemakker, der gjorder mine løbeture mere udholdelige.

Max har virkelig været en stor hjælp i min angst.

Men desværre kunne Max ikke være alene, han pev og gøede voldsomt når jeg forlod ham, og det var virkelig synd for ham, samtidig med at naboerne klagede.
Så nu har vi sagt farvel til ham og det gør forbandet ondt, men trods alene hjemme træning, lykkedes det os ikke at få ham til at ville være alene og vi følte ikke vi kunne trække den længere.

Tak til lille skønne Max, for at gøre mit liv nemmere i en længere periode. Jeg drømmer hver dag om at du kommer hjem til mig igen. Det gør så forfærdeligt ondt.