Zombie

“Jeg er bange for jeg ikke er mig mere, at det er pillerne det bestemmer hvem jeg er”

Ordene der kom ud af min mund mange gange inden jeg valgte at tage angst medicin. Jeg var så bange for at jeg ville blive en zombie der bare rendte rundt uden at have følelser, uden at kunne mærke noget ordentligt.

Jeg troede jeg havde følelser i mens jeg tog dem.

Det eneste tidspunkt jeg tænkte over at pillerne styrede mine følelser var når jeg skulle græde over ting, som før havde påvirker mig.

Jeg kunne pludselig ikke græde over et skænderi, græde over den dårlige samvittighed, græde over en sørgelig film eller når jeg følte mig trist. Jeg kunne mærke jeg havde behovet for at græde, men forløsningen kom ikke.

Jeg tog min sidste pille for 18 dage siden, og hver dag kan jeg mærke at jeg får mine følelser tilbage. Specielt gråd (dem der følger med på min instagram har kunne følge med i den proces), kærlighed og glæde er åbnet op for igen.

Det her er virkelig grænseoverskridende at skrive. For jeg føler andre må tænke virkelig nedladende om mig over denne manglende kærlighed, som i nu skal læse om. Men jeg føler det er vigtigt at også denne konsekvens af medicinsk behandling kommer i betragtning.

Jeg går ned gennem gågaden i Helsingør, med min datter i hånden. Vi skal købe is, jeg kan ikke huske hvad vi snakker om, men pludselig slår den vildeste lykke/kærlighedsfølelse ned i mig. Og der midt på gaden, blandt andre mennesker falder jeg på knæ og kysser og krammer min datter helt uhensigtsmæssigt. Jeg er i det øjeblik fyldt af kærlighed til min datter, på en måde jeg ikke har prøvet længe.
Lillia (mindre befippet og grinende over min meget pludselig og vilde omfavnelse) “hvorfor gør du sådan mor?”
Jeg kunne ikke svare andet end “fordi jeg elsker dig, fordi du er perfekt som du er, fordi du gør mig glad”

Og her kommer det skræmmende, selvom vi altid har været meget krammende og nussende (nok mere end gennemsnittet) og jeg dagligt fortæller hende at jeg elsker hende. Så har denne dybfølte lykke og kærligheds følelse været væk alt for længe – jeg kunne slet ikke kontrollere denne følelse og måtte bare ud med den, lige der midt på gaden.

Jeg føler dybere, mærker dybere, mine følelser kommer langsomt igen. Både de positive og de negative. Jeg mærker alle yderpolerne af følelserne igen, som er normen for de fleste mennesker. Jeg både elsker dybere og græder dybere, end jeg har gjort meget længe.

Men det er først nu, det går op for mig hvor meget medicinen styrede mig. Hvor zombie jeg har været, Hvor meget jeg har manglet at mærke yderpolerne af alle mine følelser, fordi de er mig. Jeg er sårbar, et meget følsomt menneske, men jeg er mig med alle mine følelser.

Og at mærke den dybfølte kærlighed igen, er fantastisk.