Seponering fra helvede.

Havde nogen fortalt mig om hvor forfærdeligt det var at stoppe på SSRI (også kendt som lykkepiller), så havde jeg måske overvejet en ekstra gang om jeg havde gjort det. Jeg er skræmt, rædselsslagen for nogensinde at skulle igennem det her igen – selvom jeg har svoret for mig selv at det ville jeg selvfølgelig gøre hvis jeg blev virkelig syg af angst – så er jeg skræmt for at skulle igennem dette igen.

Klokken er 02.33, det er fredag den 19. juli og det er derfor snart 11 hele dage siden jeg tog min sidste pille og jeg kæmper stadig med ophøret (Læs evt. en af mine natlige kampe her.).
Endnu en gang er jeg vågnet rystende, med smerter i brystet, kvalme, uro og en følelse af alt er helt galt. Min krop tømmer endnu en gang langsomt indholdet i min mave, mens den brændende fornemmelse endnu en gang breder sig i min mave, bryst og hals, for mavesyren gør ondt.

Tårerne triller – jeg er så grådlabil og mit humør svinger fra en yderlighed til en anden. Ked, angst, glad, stolt, sur, tom – og så starter møllen forfra.

Min krop skriger efter at få mere serotonin i kroppen kunstigt, som den har været vant til i ni måneder (og det er ellers en kort periode at være i behandling i, mange tager medicinen i mange år). Serotonin er det hormon, der skal skabe følelse af lykke og velvære, det hjælper på angst og depression. Men min krop er vant til at have det i kroppen i højere mængder og nu skal den selv forsøge at opretholde et normalt niveau igen.
Jeg gør alt for at hjælpe min krop på vej med at danne disse lykkehormonerne (serotonin og oxytocin), det gør jeg blandt andet ved at få sollys, træne, gå ture, få kram(nærvær), lave vejrtrækningsøvelser. Men puha hvor min krop stadig kæmper en kamp.

Og apropos det svingende humør, bliver tankerne også virkelig mørke. I går nat kom angstanfaldene væltende, fordi jeg simpelthen ikke kunne være i min krop, jeg ville dø, gøre en ende på alt angsten. Men tankerne skabte mere angst, for tænk nu hvis jeg kunne finde på det – jeg blev bange for mig selv. Nogle aftener føles som om jeg er tilbage til her.

Derudover har jeg hovedpine og anfald af svimmelhed, men de to symptomer føles små for mig, sammenlignet med alt det andet jeg går igennem.

Det er virkelig et ophør fra helvede og jeg kan sagtens forstå hvorfor folk vælger at begynde at tage pillerne igen, for at slippe for dette mareridt – samtidig med det føles som et mega tilbagefald.
Så i går formiddags smed jeg pillerne ud i skraldespanden, for jeg vil ikke starte igen og denne udtrapning bliver ikke nemmere bare fordi jeg venter seks måneder mere med at trappe ud. Jeg har mentalt sat en måneds tid af hvor det langsomt skulle blive bedre og bedre – så jeg holder ud.

Jeg håber virkelig at andre der er ved eller skal trappe ud af SSRI, læser dette og bliver understøttet i at det er helt normalt med alle de følelser symptomer og tanker de går igennem.

Min datter kommer hjem fra ferie hos sin far på mandag og på sin vis har det været godt jeg har haft ro til at være så dårlig, mens hun nyder en fantastisk ferie med sin far.