Angst kulminationen og medicin

Det her bliver et virkelig grænseoverskridende og personligt indlæg for mig. Men ikke desto mindre, er det vigtigt også at bryde det her tabu.

Jeg har både da jeg fik angst som 14-årig og som 24-årig, fået tilbudt at få medicin mod angst. Men jeg har nægtet.

1. Fordi jeg er sindsyg bange for bivirkningerne – “dem kan man jo dø af”, tænker mit hovede.
2. Fordi jeg var virkelig bange for at miste mig selv. At det ikke er mig, men medicinen der er sammen med min datter, fordi jeg var overbevist om det styrede mine følelser og ville gøre mig til en zombie.
3. Fordi jeg følte at hvis jeg valgte at sige ja til medicinen, så havde jeg givet op, givet op på det sidste håb for at blive rask.
– Men hey? Hvem ville sige nej til krykker hvis de har brækket benet?
4.  Fordi jeg var skide bange for noget så overfladisk som at tage voldsomt på af dem.

Men de tanker skal snart komme i baggrunden for en masse andre mere katastrofale tanker.

 

 

Jeg når at være i mit praksis ophold i 3 uger, da filmen knækker igen. Jeg er brugt og da jeg putter min datter den aften og hun endelig sover, bryder jeg sammen.
Jeg ringer grædende – eller nok nærmere skrigende og beder min mor om af hjælpe mig med at gøre en ende på det her, for jeg kan ikke mere, jeg VIL ikke mere.

Min mor har stået model til meget og der skal lyde den største tak i verden for alt hun gør og gjorder for mig, for uden hende havde tingene set meget sortere ud. Hun er min tryghed og min klippe.

Dagen efter det hele kulminerede, kører hun mig på psykiatrisk skadestue, for jeg føler ikke jeg har nogen anden udvej end at tage medicin. Jeg bliver nødt til at have noget mere hjælp end terapien alene kan give mig. Det føles som om det er min sidste udvej til nogensinde at kunne leve et forholdsvist normalt liv. På daværende tidspunkt er hver dag en kamp, og alligevel står jeg op, passer min datter og mit arbejde.

For præcis 4 måneder siden, 18. oktober 2018, starter jeg op på angstmedicin og fuldfører i samme omgang min drømme praksis og i januar også den tilhørende eksamen.

Medicinen er det bedste valg jeg længe har truffet. Jeg kan leve igen og jeg kan trække vejret. Den har været min redning. Medicinen fjerner ikke min angst fuldstændig, men den gør at jeg kan øve mig på alt det der er svært. At jeg kan smile og blive klar til at starte i skole igen.

Min største frygt er nu, tænk hvis jeg aldrig kan leve uden det. Men hellere leve et liv på medicin, end slet ikke at leve livet som jeg ønsker det.

Dette indlæg og de sidste par indlæg som i kan læse her, her og her, er den overordnede side af historien, en introduktion om man kan sige det sådan. Fremover vil jeg gå dybere ned i nogle emner, mine tanker og overvejelser og også mit generelt liv. Sig endelig til hvis der er nogle ting i ønsker at høre om.