Præsentation

At vokse op som barn af en alkoholiker

Min far og jeg.

Min far var alkoholiker, eller rettere sagt han ER alkoholiker, og det har han været hele mit mit liv. Jeg er vokset op med en far der prioriterede øl, fremfor sine børn.

En gammel veninde spurgte mig engang hvorfor jeg var så ked af det over min far, “han havde jo aldrig slået mig?”. Her glemte hun bare hvor meget det psykiske aspekt også spiller en rolle og hvor hårdt det er at vokse op under dysfunktionelle forhold.

For mig var min far ikke fysisk voldelig når han havde drukket, men den psykiske vold har været hård. Den psykiske vold dækker over at han blandt andet kunne finde på ikke at dukke op, når han skulle hente min søster og jeg, for at straffe min mor. Men her glemte han bare hvem det var han i sidste ende straffede, når jeg på fjerde time ventede længselfuldt på min far som aldrig kom!
Forklaringen på han ikke kom kunne også nogle gange dække over han hyggede sig for meget med vennerne og alkoholen og derfor havde glemt at han skulle hente sine børn.

Jeg elskede min far som barn, for når han var glad og nogenlunde ædru, så var han en fantastisk far. Han elskede at tage os med i tivoli, på bakken, ud i skoven og klatre i træer, spille ‘jeg melder krig mod’, bygge stylter og meget mere. Jeg har en masse gode minder med min far, før han blev for syg af sit alkoholmisbrug til at agere far.

Men han brugte sine børn til at straffe min mor. Nægtede at se os i længere perioder, fordi han ikke kunne få en 7/7 ordning, men skal en alkoholiker tilkendes sådan en ordning? nej ikke i mit tilfælde! Min søster og jeg ønskede heller ikke at bo hos ham så meget. Men det kunne han ikke acceptere.

Jeg har to storesøstre, den ældste har en anden far og den anden deler jeg både mor og far med.
Min far har altid set min storesøster (hans datter), som det ‘rigtige’ barn, og han var ikke bleg for at fortælle mig at jeg bare kunne være som min søster, så ville jeg kunne få de samme goder som hende. Her skal det siges at min far gav pengegoder som et tegn på kærlighed og min søster kunne få alt. Jeg kunne ikke.
Og jeg kæmpede for denne anerkendelse, kæmpede en brag kamp for han skulle elske mig, som han elskede hende, elske mig mere end han elskede sit alkohol. Men den kamp var tabt, det vidste jeg bare ikke på daværende tidspunkt. Jeg brugte mange år og mange psykologer til at forstå at jeg ikke kunne gøre min fars kærlighed op i hans valg.

Selvom jeg den dag i dag stadig ikke forstår hvordan han kunne vælge alkoholen over sine børn, når han selv er vokset op med alkoholiske forældre. Så er jeg er ikke i tvivl om han den dag i elsker mig, MEN han elsker mig ikke mere end han elsker sit alkohol.
Jeg kan se det i hans øjne, når vi besøger ham på hans bosted, at han elsker os/mig. Han kæmper for at holde tårerne tilbage, disse tårer tolker jeg som kærlighed og den stolthed og evt. skam han føler over alt hvad han har budt os og hvor meget han har mistet på at vælge alkoholen. For den dag i dag, ser jeg ham ca. en gang om året, jeg magter ikke mere, for det er psykisk hårdt for mig at se ham – se hans smadrede liv.

Dette er min historie og evt. en af grundende til jeg har udviklet min angst. Han skabte følelser af at jeg var dum, doven og ikke god nok, ikke god nok til at blive elsket og det er de ord jeg fortæller mig selv dagligt og som jeg arbejder på at ændre.

Et billede af min far hænger stadig i min stue, for han er en del af min historie, det kan jeg ikke ændre på. Det billede er med her i indlægget og ikke særlig stort, men det er et minde om mit liv.

Tak for at læse med!

Det skal tilsidst siges at det aldrig har været min søsters fejl, at min far agerede som han gjorde. Hende og andre kan sagtens have opfattet situationen anderledes.
Jeg elsker min søster og har det bedste forhold til hende. Jeg, min datter og kæreste har blandt andet lige været på Bali i 15 dage med hende, min nevø og hendes kæreste.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Præsentation