Hjemmegående del to

 

Forleden udgav jeg et blogindlæg om at være hjemmegående længere end normen. Hvis du ikke har læst det, kan det læses her.
Der er så også lige udkommet en artikel i berlinske, hvor Grethe Kragh-Müller, skriver om at det største omsorgssvigt vi giver vores børn er, at aflevere dem for tidligt. Den kan læses her. Jeg har desværre ikke mulighed for at læse hele artiklen, men jeg synes desværre også at vi afleverer vores børn for tidligt.

I mit perspektiv ville det give mest mening at børn var hjemme hos mor eller far (primær omsorgsperson) frem til omkring tre-års alderen eller tættere på skole alderen, da jeg først her ser et større reelt behov for at lege med andre børn.

 

Hjemmegående

Nårh, men det her indlæg skulle faktisk handle om, min dagligdag som hjemmegående. Jeg elskede det, jeg elskede at være sammen med min datter på fuldtid, at kunne være på og opleve alt hendes udvikling. Jeg kunne følge alt hendes udvikling på tætteste hånd og vi knyttede det dejligste bånd.

Dermed ikke sagt at jeg ikke nogen gange savnede mig tid eller par tid, for det gjorde jeg. Hvilket også klart ville være noget jeg ville prioritere højere, hvis jeg skulle være hjemmegående igen (Lillia blev først rigtig passet, da hun var to). Men vi lavede virkelig mange ting da jeg var hjemmegående og sengetid var når det passede os, for hun har altid kunne sove længe og hvor det passede os. Jeg kunne følge min datter i hendes behov, meget mere end nu.

I Helsingør Kommune var der legestue alle ugens fem hverdage, dette benyttede vi os blandt andet af. Derudover havde jeg en rigtig god nabo og mødregruppe veninde, som vi tilbragte mange eftermiddage sammen med. Så gik vi både til gymnastik og svømning, så aktiviteter og socialt samværd havde min datter og jeg massere af.
Jeg oplever også en stigende tendens til at forældre tager børnene hjem, så måske der er endnu flere hjemmepassede børn nu?

Jeg havde ikke forestillet mig det var den her mor jeg skulle være. For min datter skulle da stoppe med at amme mellem fire og seks måneder, for så at komme over på flaske og grød, derfra skulle hun i vuggestue som et-årig og jeg skulle jo selvfølgelig leve mit liv fuldt ud ved siden af hende. Det skete ikke – for alt i mig skreg at dette var forkert – det føltes så forkert. Derfor endte jeg som samsover, langtidsammer, med et hjemmepasset og BLW (baby led weaning) spisende barn. Det føltes bare så meget mere rigtigt for mig.