Min datter skal kende sandheden!

 

Jeg er ærlig overfor min datter langt hen af vejen, både når det kommer til min far og min angst.
Generelt set i alle livets facetter, er jeg ærlig når hun spørger om noget, det er vigtigt for mig hun får de rigtige forklaringer på hendes undren.

Jeg er ærlig  fordi jeg tror på at hun på den måde lærer om mangfoldighed, opdager at alle ikke vokser op under samme vilkår og har et ‘rosenrødt’ liv. Dermed ikke sagt at hendes liv er rosenrødt, det kan ikke altid være sjovt at have en mor med angst. Det emne skal vi nok snakke mere om, da det stadig er min evige dårlige samvittighed.

Men jeg tror på ved at dele de forskellige aspekter af livet og forskellige menneskers historier, vil hun blive et mere empatisk og forstående individ. Værdier som jeg sætter stor pris på, at hun som menneske får.

De ting jeg fortæller hende er tilpasset hendes alders niveau og udvikling, der hvor jeg føler at jeg møder min datter bedst muligt. 

Lige nu hedder det sig f.eks. at morfar han er syg, mere skal den ikke uddybes pt. Men hun er jo ikke blind og kan se at morfar går med rollator og fortæller med glæde folk, at morfars ben er brækket. Jeg svarer tilbage “ja skat, morfars ben er syge.”
Samtidig stiller hun ham jo selv spørgsmål “hvorfor har du sår i hovedet?” “Hvorfor går du sådan?” Og mange andre ting. Lige nu er morfar bare syg, men når hun bliver større, vil jeg fortælle mere om hvad morfar er syg af og hvad det så betyder for vores familie.
Morfar er bare syg, det er hendes sandhed som det ser ud lige nu. Morfar er jo ‘syg’ – syg af sit alkoholmisbrug, det lærer hun også en dag.

 

 

Og igen, er det samme med min angst. Hun kan se på de tidspunkter hvor jeg har det skidt og i stedet for at foregive hun ikke opdager det, når hun f.eks. spørger hvorfor jeg er irriteret, så deler jeg igen på et børnevenligt niveau, at jeg har det dårligt. Jeg uddyber ved at fortælle hende at det intet har med hende at gøre,  jeg bliver snart bliver god igen og så kan vi lege igen, eller hvad det nu skulle være. Afsluttende fortæller jeg hende “det skal du ikke tage dig af, jeg elsker dig.” 

Hun er et enormt omsorgsfuldt væsen og deler gerne kram og kys ud på dette tidspunkt. 

Men jeg tror på at det er vigtigt ikke at lyve for hende og fortælle at der ikke er noget, når der rent faktisk er det. For hun er ikke dum, hendes følelser er ikke forkerte og det skal hun vide. Så når jeg fortæller sandheden udvikler det også hendes selvværd, for hun mærker en oprigtighed bag ordene, mærker hendes følelser er korrekte og at de bliver mødt og anerkendt.

Jeg vil ikke fastsætte et tidspunkt på hvornår børn er klar til at kende mere af sandheden, for det mener jeg er en individuel vurdering af barnet. Men jeg er sikker på hun også selv spørger, når hun er klar til at kende mere af sandheden og så vurdere jeg, hvad hun mere skal vide.