Socialangst

 

Det her indlæg er skrevet, efter min datter, kæreste og jeg gik fra en hyggelig aften med vennerne. Derfor er følelserne skrevet imens jeg sad med alle følelserne.

Det trigger min socialeangst fuldstændig, at vi går fra et selskab før andre gør det. Det er gerne hvis jeg føler jeg har gjort noget uden for normen f.eks. taget tidligere hjem, sagt noget der måske ikke er i overensstemmelse med andres meninger. Nogle gange ved jeg ingen gang selv hvorfor jeg er angst, efter jeg er gået. 

Selvom det er alle mine bedste venner, kommer den sociale angst snigende og fortæller mig de snakker om mig og jeg har gjort noget forkert. Jeg er overbevist om folk er sure på mig.

Jeg får hjertebanken, kvalme og ubehag, det er ikke som angstanfald, men som en anden form for angst, hvor tankerne flyver og kroppen har svært ved at være nogle steder, for tankerne flyver og jeg vil bare have dem væk eller have tid til at skrive dem ned.

Jeg kan ikke finde ro før jeg har fået noget bekræftigelse i det hele er okay, ingen er sure og jeg ikke har gjort noget forkert.

Men i bund og grund, tror jeg er forkert teknik, for jeg skulle lære at overkomme uroen og tankerne, for at lære at leve med tankerne. I stedet for at søge bekræftigelse. Men jeg er bange for at konsekvensen er, at jeg trækker mig endnu mere fra andre mennesker 

Et eksempel er efter min datters fødselsdag i sommer, hvor vi er mange mennesker samlet – denne dag er både venner, min kæreste, min familie, min datters far og hans familie samlet. Jeg lægger enorm mange kræfter i at dagen skal blive perfekt og har planlagt den mange måneder i forvejen, intet må mangle eller gå galt.
I bund og grund, skal alle se hvor ‘perfekt’ jeg formår at gøre dagen – at jeg ikke svigter min datter.
Men når dagen så slutter, er jeg helt brugt. Jeg græder og ryster. Jeg er sikker på nogle synes det ikke var godt nok, nogle er sure på mig eller tænker jeg har gjort noget forkert, samt mange andre tanker.
Her er det eneste jeg føler at jeg kan gøre for at finde ro, at begynde at ringe til mine nærmeste og spørge om de tænker der er sket noget dårligt på dagen. Til fødselsdagen blev det min mor og min bedste veninde, der begge måtte gentage at dagen var lige som den skulle være og jeg ikke skal bekymre mig om noget.

 

 

Det kan også bare være dage hvor vi er en gruppe venner, der spiser sammen og bagefter kører tankerne om jeg nu har gjort det godt nok i deres selskab. Som om jeg skal agere på en bestemt måde for at de skal acceptere mig. Her bliver jeg nødt til at skrive til nogle stykker fra selskabet bagefter for at sikre mig at de ikke virker sure på mig.

Den socialeangst kommer både med mennesker jeg kender knap så godt, men også mine allernærmeste. En forfærdelig følelse.